Uncategorized

På den anden side af en spiseforstyrrelse …

For 9 år siden, led jeg af en ret så slem spiseforstyrrelse. Min hverdag hang ikke sammen, og når jeg kigger tilbage, kan jeg ikke andet end at give mig selv et kæmpe skulderklap for overhoved at have gennemført min studentereksamen.

Jeg var syg, fra jeg var en sjat over 17 år, til jeg var 20. Det var 3 hårde år, hvor jeg stjal meget af min ungdom fra mig selv, og konstant kørte på de sidste energidepoter, jeg havde formået at skrabe sammen. Jeg overlevede i stedet for at leve. 

En meget, meget lang og kompleks historie kort; min lillesøster opdagede mig ligge foran toilettet og kaste op en sen aften, og meldingen fra hende var, at jeg skulle sige det til mine forældre, ellers ville hun selv gøre det.

Det blev en nat med meget gråd, skam, skyldfølelse – samt en taxatur til Psykiatrisk Skadestue, hvor jeg fik en verbal lussing; de kunne ikke gøre noget for mig, men jeg kunne jo prøve at søge egen læge.

Vi blev sendt hjem, mine forældre fik ingen råd eller vejledning om hvad de skulle gøre, og tilbage sad de nu med en datter på 19 år, der ikke ville spise, og kastede op 10-14 gange om dagen. Fedt! 

Min Mor tog mig til min egen læge dagen efter. Jeg fortalte hende, som det var, at jeg havde brug for hjælp. Jeg kunne ikke spise, mad var som gift for mig – og når jeg spiste, så kastede jeg det hele op igen. Hun kiggede på mig, og spurgte, om det nu også var så slemt. 14 ganges opkast på en dag er alt andet end en tivolitur!

Jeg fik allernådigst lov til at få en henvisning, og blev henvist til Klinik Stolpegården, hvor der var 9 måneders ventetid. 9 måneder, hvor jeg eller mine forældre ingen hjælp fik. Ingen råd om alternative muligheder, ingen råd om støttegrupper, intet. Til gengæld fik jeg 9 måneder mere til at grave mig ned i et sort hul. Til at lade tingene eskalere, til at udvikle angstanfald, og græde over ikke at kunne finde ting så ligegyldige, som den kuglepen, jeg havde brugt 10 minutter tidligere.

Den lange historie, jeg prøvede at gøre kort, er allerede en længere smøre. Essensen er, at jeg gang på gang løb panden mod en mur. Jeg skulle retfærdiggøre for utallige mennesker, at jeg VAR syg, hvorfor jeg ikke bare kunne spise, og hvorfor jeg ikke var i stand til at have et job. Jeg mødte et system, der ikke så mig – specielt fordi jeg ikke kunne puttes i en af deres diagnosekasser, og derfor var lidt besværlig.

 

I dag er jeg på den anden side. På den anden side af min spiseforstyrrelse, og heldigvis på den anden side af et behandlingssystem, jeg i den grad føler svigtede mig. Jeg blev rask fra min spiseforstyrrelse – og det kan jeg i høj grad takke min familie og venner for! Jeg lever i stedet for at overleve. Men alle de psykiske skræmmer og rifter, jeg fik med på vejen, dem tog ingen i systemet sig af. Systemet så mig ikke, de hjalp mig ikke, da jeg var i venteposition til at skulle i behandling, og de fulgte ikke op på mig.

 

På fredag skal jeg over på den anden side af Østersøen. Der er Folkemøde på Bornholm, og sammen med Danske Regioner, skal jeg deltage i en debat om hvordan behandlingen af børn og unge med spiseforstyrrelser bør foregå. Jeg er enormt beæret og stolt over at få denne mulighed, selvom grunden til, at jeg skal der over er, at jeg har været så syg, som jeg var. Jeg tager en masse ting med i min baggage, og kan se tilbage på, hvad jeg tror, der ville have hjulpet mig, da jeg var syg. Én ting hjalp i hvertfald ikke – og det var tabuet og skammen over at have en spiseforstyrrelse, og det er jeg stolt over at være med til at knække ned, bid for bid, ligesom jeg gjorde med mig sygdom.

 


Kh, Katja

4.029 Comments
Previous Post
13. juni 2016
Next Post
13. juni 2016

4.029 Comments