Hverdag Hverdagstanker Lifestyle Spiseforstyrrelse

Tænk nu hvis…

Tænk nu hvis … Jeg ikke have haft weekendfri – så havde jeg ikke haft en lækker weekend på landet! 😉

 

Jeg er lige kommet hjem fra en dejlig weekend i sommerhus – mine forældre har et dejligt sted oppe ved Vig som de tit er i i weekenderne, og da jeg har haft fri weekenden over, passede det perfekt at kunne tage derop og slappe lidt af.

 

Telefonen blev udskiftet med gamle dameblade – jeg er bl.a. blevet klogere på, hvad højeste mode var, dengang jeg gik på gymnasiet. Jeg kan godt afsløre; jeg gjorde det helt, helt forkert!!

Mens jeg lå på bænken og bladrede igennem mode og hækleopskrifter, kom jeg til at tænke på sommerhusturen i 2009. Jeg var lige blevet student – huen var pakket med, og hele Verden lå åben for mine fødder. Eller – det gjorde den så ikke. Jeg var på det tidspunkt ret så syg, og skulle til at starte behandling, når sommeren gik på hæld. Jeg var endnu mere i panik, end jeg var normal, for jeg var ude af mine vante rammer, og skulle passe en spiseforstyrrelse i fremmede omgivelser. Min familie var godt klar over, at jeg var syg – men de vidste ikke, i hvor stort et omfang jeg kastede op. Nu skulle jeg være sammen med dem 24 timer i døgnet, og jeg var under pres, for hvordan skulle jeg kunne kaste op 14 gange om dagen, uden at de opdagede det?  Den sommer, hvor jeg skulle fejre friheden fra skolen, feste med veninder til solen stod op, holde spontane strandfester og kysse med søde fyre til fester – den blev kastet i skygge af en spiseforstyrrelse. ØV!

Midt i min vigtige læsning om forældet mode kom jeg til at tænke “hvad nu hvis?” Hvad nu hvis jeg ikke var blevet ramt af en spiseforstyrrelse? Så havde min verden set helt anderledes ud, end den gør i dag..

Hvis jeg ikke havde været syg, så havde jeg

  • haft en gymnasie tid, hvor jeg ikke pressede mig selv til at skulle præstere det maksimale – og lidt til – for at vise omverden, at jeg var god nok.
  • måske haft så højt et snit, at jeg var kommet ind på Medicinstudiet, da jeg endelig søgte videregående uddannelse.
  • ikke været nødt til at aflyse mit aupairophold i Canada, som var meningen, at jeg skulle afsted på, så snart jeg var blevet studen.
  • været med til alle de fester og byture, jeg aflyste i sidste øjeblik, fordi jeg var blevet for tyk af at spise youghurt om formiddagen.
  • ikke skulle sætte mit liv på stand-by, og se andre feste og fejre livet, mens jeg kæmpede med noget så basalt om at stå op og spise en skål havregryn til morgenmad.

 

Men jeg blev syg. Sådan var gamet. Det står ikke til at ændre. Og hvis jeg ikke havde være syg, så havde jeg aldrig

  • rejst til London efter endt behandling, for at bryde med hverdagen, og starte på en frisk.
  • endt med at være sales expert i Levi’s på Carnaby Street i foråret 2010.
  • mødt en af mine bedste veninder, på en random gade i London, uden af vide, at jeg senere skulle rejse ud og opleve Verden med hende.
  • lært at kende mig selv på punkter, jeg ikke troede var muligt.
  • startet på KTS’ Design og Portfolie-linie, og mødt endnu en fantastisk veninde – som faktisk var hende, der introducerede mig til det sted, jeg har lejlighed i dag.
  • brudt grædende sammen over ingenting, og oplevet, at min familie og venner alligevel var der – ligegyldigt hvor hårdt det var.
  • ventet 2½ år med at starte uddannelse, hvilket vil sige, at mine klinikforløb havde været helt anderledes, og jeg derfor ikke var blevet introduceret til det sted, jeg er så heldig at arbejde, i dag.
  • haft muligheden for at være med til at bryde tabuer omkring psykiske sygdomme, og vise, at man godt kan komme ovenpå igen, med kamp og hjælp fra ens omverden.

Når jeg har været ude til foredrag, så er jeg tit blevet spurgt, om jeg ville have været min spiseforstyrrelse foruden, hvis jeg kunne gå tilbage og ændre i fortiden. Det er sgu et svært spørgsmål. For ville jeg gerne have været næsten 3 år fyldt med sygdom, løgn, angst, panik, skam og depressive tanker foruden? JA! selvfølgelig ville jeg da gerne det? Men mit liv ser ud, som det gør i dag, netop fordi jeg var de her tre år igennem. Tænk, hvor mange mennesker, der ikke havde krydset min vej, hvis jeg ikke havde været syg – det er næsten ikke til at bære!

Sygdom – af den ene eller den anden art – er meningsløs. Så for mig, der har det handlet om at finde mening i det meningsløse. Og på en eller anden – måske absurd – måde, så giver det mening, at jeg har været de ting igennem, som jeg har, for ellers, så havde jeg ikke været der, hvor jeg er i dag. Og hvor jeg er i dag – og hvem jeg er det med – det er jeg lykkelig for!

 

Kh,

Katja.

4.099 Comments
Previous Post
26. juni 2016
Next Post
26. juni 2016

4.099 Comments