Uncategorized

Smukke mig – og dig !

 

I går var jeg sammen med de andre kvinder fra LFS (Landsforeningen For Spiseforstyrrede & pårørende) bestyrelse. Som alle andre gange, deler vi vores historier, anekdoter, og tanker omkring spiseforstyrrelser. Vi kom bl.a ind på, hvordan kropsidealer har ændret sig, og hvordan man nu skal fremstille sig selv.

Da jeg havde min spiseforstyrrelse, der skulle man være tynd. Thigh gap var in. Hvis dine lår rørte hinanden, så var man for tyk. Det eksisterer selvfølgelig stadigvæk – men samtidig er der også en stigende tendens, hvor ens lår nu skal være muskuløse og rock hard. Jeg lever sgu ikke op til noget af det. Som jeg sagde i går; “Man kan ikke leve op til noget af det. Mine lår har ikke thigh gap, og de er heller ikke muskuløse – de er sådan helt standard appelsinhudsprintet normale!”. Og det har jeg det egentlig fint med… Men så måtte en af de andre lige afbryde mig med en rettelse; hun synes, jeg har flotte lår!

 

I dag har jeg tænkt meget over, hvordan vi (jeg..) ser på os selv. I weekenden var jeg i byen med en veninde – jeg var nødt til at fortælle hende, hvor pæne lår, hun havde. Hun var ikke helt enig – til gengæld var hun vild med min mave. Som hun sagde; “med mine lår og din mave, så har vi altså perfektion!”. WOW… Hun kunne da ikke tale om den mave med gode folder, som jeg for et par uger siden viste på Instagram? Jeg er tilfreds med den – men perfekt? Ahhh…. Eller hvad?

Jeg har altid lavet lidt sjov med mine lægge – de er ret store, og jeg præsterede engang at ødelægge et par støvler i en skobutik, fordi jeg insisterede på, at jeg godt kunne lyne dem op. Det kunne jeg så ikke… Mine jeans går konsekvent lidt op i liningen, fordi skinnyjeans og store lægge bare ikke er et godt match. Der er ikke noget at gøre ved det – men når jeg skal have en pæn kjole og et par stiletter på, kan jeg nu godt blive lidt øv over, at mine lægge ikke er en anelse mindre fodboldagtige. Til gengæld datede jeg engang en fyr, der var helt vild med mine lægge – han gik endda så langt at kalde det for smukt, at man kunne se mine muskler så markeret. Der kan man bare se…

Mine kraveben er ret synlige – jeg ville ønske, at de var mindre markerede. Jeg stod engang med min niece på armen, da hun greb fat i det ene spurgte “hvad er det??!”. Jeg havde ikke været rask så længe, og jeg blev ked af det – det var en konstant reminder om dengang, jeg var syg. Jeg talte med en af mine kollegaer om det, om hun sagde, at hun syntes, det var fint, og at det var meget feminint og smukt.

Min barm er ret lille – det kan jeg ikke løbe fra. Jeg har tit tænkt, at det ville være rart, hvis jeg kunne passe en B-skål; det er lidt op af bakke, når man står ved siden af en på 14, der bruger en D-skål. Mine veninder siger til gengæld tit at jeg er heldig, at jeg kan gå i toppe uden at skulle have en BH indenunder, uden at det ser vulgært ud – en af dem synes endda, at det ser stilet ud!

 

Tænk, hvis man kunne se sig selv med andres øjne! Bare for et par timer… Hvor ville ens syn på en selv blive ændret! Jeg er tilfreds med min krop – den har båret mig igennem meget, og den gav aldrig op, ligegyldigt hvordan jeg behandlede den. Men nogen gange er det rart, at jeg lige bliver husket på, at den ikke bare er standard appelsinhudsprintet normal – den er unik, den er smuk! Min krop ligner ikke andres – og det gør din heller ikke. Vi er alle unikke, vi er alle perfekte på vores helt egen måde. Og hvor er det fantastisk, at andre lige husker os på det, når vi selv glemmer det i et kort sekund!

Kh, Katja

 

2.609 Comments
Previous Post
6. september 2016
Next Post
6. september 2016

2.609 Comments