Hverdagstanker Spiseforstyrrelse

OverlevelsesOnsdag

I dag handler det om overlevelse – et ord jeg egentlig hader. For hvorfor skal man overleve når det er jo egentlig er så meget mere givende at kunne leve. Når man overlever kæmper man, i mine øjne, for at komme igennem dagen og sit liv. Og når man kæmper for at komme igennem dagen og livet, kan selve det at leve livet godt stå i skyggen.
Jeg oplevede i hvert fald selv, at da jeg stod i kampen med min spiseforstyrrelse, så kæmpede jeg dagligt en kamp for at komme igennem dagen. Jeg overlevede i stedet for at leve.

I årene efter min spiseforstyrrelse, har jeg gjort det til et mantra for mig selv, at jeg vil leve i stedet for blot at overleve. Det handler ikke kun om spiseforstyrrelse,men om selve den måde, jeg lever mit liv på.

Da min spiseforstyrrelse var på sit værste, lå mit humør ikke på 1-2 stykker, men det kunne ligge på -100.
Derfor var jeg nødt til at finde nogle redskaber, som jeg kunne bruge i kampen hen imod at begynde at leve. De redskaber har jeg lavet en liste over, og forhåbentlig kan nogle af dem bruges som inspiration i kampen hen imod at begynde at leve i stedet for blot at overleve.
– Jeg husker mig selv tydeligt stående i mine forældres bad, grædende, uden at havde lyst til noget somhelst overhoved. Der begyndte jeg at synge i badet. Det har ikke lydt godt, og er måske også mest blevet mumlet med en lille svag melodi, men når tingene var allermest sorte, sang jeg “Mariehønen Evigglad” under bruseren. Det løftede ikke mit humør til 2-3stykker, men måske kunne jeg nå helt op på -80.. ?

 

– Jeg skrev dagligt i en bog, hvad jeg spiste, hvornår jeg kastede op, og hvad der skete i den sammenhæng. Og på den måde kunne jeg se et mønster, som jeg så efterhånden kunne begynde at bryde. For hvis jeg ikke vidste, hvilke situationer, jeg blev presset i, så kunne jeg heller ikke aktivt undgå dem.
– Jeg havde voldsomme angstanfald ( og for folk, der ikke ved, hvordan det føles, så er det svært at forklare!). Jeg kunne have angstanfald over ikke at kunne finde en bestemt blyant, eller ikke at vide hvor min ene (af fem andre) sorte nederdele var. En dag, da jeg talte med min bror om det, sagde han “hvad er det værste i hele verden, der kan ske? Er det, at du ikke kan finde din nederdel? Ville verden gå under, hvis den var væk? Eller hører det til i småtingsafdelingen?”. Han havde jo ret – og selvom det subjektivt kunne føles som at min verden var ved at gå under, når der var ting, jeg ikke kunne finde, og jeg kunne mærke et begyndende angstanfald komme snigende, gentog jeg for mig selv “det er ikke der værste, der kunne ske. Det er IKKE det værste, der kunne ske!”
– Jeg skrev digte (igen har de ikke været noget, som har været prangende, men for mig var det en måde at reflektere over dagen på). Tidligere havde jeg skrevet meget dystre digte om døden, om sult, og om hvor klam og grim jeg var. Nu begyndte jeg at få alle mine sejre ned på skrift.
– Jeg satte realistiske mål. Jeg kunne love mig selv, af jeg fx ikke ville kaste op en hel dag. Dagen efter faldt jeg så i igen, men der var ingen, der kunne tage min opkastningsfrie dag fra mig! (Eller min opkastfrie aften, for den sags skyld! ??)
Det er måder, man kan overleve på, i kampen henimod at begynde at leve.
Hvilke metoder, man bruger, og hvad der virker, det er jo individuelt, det vigtigste er nok, at man sætter sig for, at man ikke længere vil nøjes med at overleve, men gerne snart skulle begynde at leve.

Ha’ en rigtig dejlig decemberonsdag!

Kærlig hilsen
Katja

2.334 Comments
Previous Post
7. december 2016
Next Post
7. december 2016

2.334 Comments