Category

Job

Job Uncategorized

På den anden side af uddannelsesjunglen

Da jeg var barn, der ville jeg gerne være tjener. Ikke en tjener, som serverede lækker mad på fine resturanter, for prominente gæster, iført fint tøj. Men en tjener, som man så i eksotiske film, der vartede konger og dronninger op. Jeg kan huske, at jeg havde en lille lyserød hjerteformet bakke, som jeg legede tjener med, og jeg syntes, det var verdens sjoveste.

I forbindelse med noget brobygnings-halløj på folkeskolen, var jeg i praktik på en Social og Sundheds-skole. Læreren kiggede på mig den sidste dag, og sagde “Det er det her, du skal. Du skal arbejde med mennesker og omsorg”. Jeg kiggede tilbage og tænkte “glem det”.

Da jeg var teenager ville jeg, ligesom ca. 60% af de andre piger i min klasse, være frisør. Jeg endte faktisk med at arbejde et par år som hjælpepige hos vores lokale frisør – og jeg kan huske, at jeg altid glædede mig til at skulle på arbejde. De bedste dage var om fredagen, der havde jeg fri kl 11.25 fra skole, så jeg kunne nå at møde ind kl 12.00, og havde 7 timer i salonen. Jeg syntes det var så hyggeligt at være der!

Jeg var med på kursus flere gange, og hele stemningen greb mig. Jeg var nærmest helt høj på det, når jeg kom hjem fra kurserne. Men så skulle jeg lave matematikopgaver til dagen efter, og “tilbage” til at være gymnasieelev.

Jeg blev faktisk tilbudt en elevplads hos dem. Jeg følte mig meget heldig, for vi fik utallige ansøgninger ind hver uge, og elevpladser var ikke noget, der hang på træerne.

Jeg var på det tidspunkt startet på gymnasiet – og min Mor sagde, at jeg ikke måtte stoppe, før jeg havde taget det første halve år. Jeg var allerede skoletræt, og ville hellere farve hår end at læse matematiske ligninger.

Men jeg gjorde som min Mor sagde, og så blev jeg hurtigt knyttet til de andre piger i klassen, så det var svært at stoppe, og derfor blev jeg student i sommeren 2009.

I mellemtiden havde jeg så fundet ud af, at jeg ville være læge. Min søster fik epilepsi, mens jeg gik på gymnasiet, så planen var at jeg skulle have gode karakterer, så jeg kunne blive læge og finde en kur mod epilepsi. Når man er 18 år, er der tydeligvis ikke dét, man ikke kan klare! 🙂

Mens jeg gik på gymnasiet fik jeg en spiseforstyrrelse, som satte stopper for både planlagt aupair-ophold i Canada og studiesøgning. Jeg var i et mentalt krævende behandlingsforløb, hvor mange af mine dage gik med at græde derhjemme, fordi jeg ikke ville spise mad. Men det lykkedes mig at blive rask, og jeg tog til London i vinteren 2010. 20år, og klar til livet.

Jeg kom hjem fra London, og ville rejse mere, så jeg endte med at have 2 sabatår. I mellemtiden var jeg nu kommet på den idé, at jeg måske skulle være fotograf, eller endda eventkoordinator. Jeg gik i gang med et større projekt med at undersøge mulighederne, mailede med studievejledere på de forskellige uddannelser, og undersøgte med kvoter og boligmuligheder.

Min søster havde på et tidspunkt været indlagt og været i fuld narkose. Vores mor fortalte mig bagefter, hvordan sygeplejersken Kim havde siddet inde ved hende, da hun blev bedøvet, og hvordan han havde aet hende på kinden, da hun havde været bange. “Dét der. Det er det, jeg vil!” kan jeg huske, at jeg tænkte. Pludselig gik det op for mig, at dét, jeg gerne ville, det var at holde folk i hånden, at trøste dem, og være med til at give dem håb.

Jeg søgte ind på både medicin og på sygeplejerskeuddannelsen – så var det både lidt op til skæbnen, men også for at jeg ikke skulle sidde og tænkte “hvad nu hvis”, og 10 år.

Havde jeg søgt ind i Aarhus, så havde jeg været i gang med en kandidat i medicin nu. Men jeg søgte kun ind i København. Og læreren fra Social og Sundhedskolen fik ret. Og det er jeg glad for.

Fordi i dag, 4 år efter jeg fik mit optagelsesbrev, som jeg havde ventet på hele formiddagen, er jeg ude på den anden side af hele uddannelsesjunglen. Jeg sætter min lille nål med en guldfirkløver på min kittelomme, når jeg møder ind på arbejde, og kan sige til folk; “Mit navn er Katja, og jeg er din sygeplejerske i dag.

 

2.199 Comments