Archives

Hverdagstanker Spiseforstyrrelse

ForandringsFredag

Så er det blevet fredag, og i dag er temaet her på bloggen forandring;

Når man er ved at slippe sin spiseforstyrrelse, kan det være svært at komme tilbage i sine egne omgivelser, og ikke have den med mere. Den har været ens trofaste følgesvend i lang tid, og pludselig finder man sig selv uden den, og skal på en eller anden måde re-definere sig selv.

Jeg oplevede selv, at da min behandling skulle til at slutte, så panikkende jeg lidt. Jeg var vant til at komme på Stolpegården 1 gang om ugen, og jeg havde haft mine opkastninger dagligt i næsten 3 år. Så at give “slip” på de ting var svært (selvom det var fantastisk, at jeg var på vej mod at være rask!!).

Jeg skulle nu til at vende mig til en hverdag, hvor jeg var hende den tidligere syge, som ikke havde et job, ikke havde søgt ind på studie og boede hjemme hos sine forældre. Jeg “kom tilbage” i det samme, som jeg havde været syg i.
Jeg kunne mærke på mig selv, at hvis jeg virkelig skulle gøre noget for mig selv, så skulle der en drastisk forandring til!

Man kan selvfølgelig gøre det på forskellige måder, og det er slet ikke sikkert, at alle har brug for det – og måske ikke i samme grad som jeg gjorde.
Undervejs i min behandling købte jeg nye møbler til mig værelse, og rykkede lidt rundt. Det skabte nye rammer for mig. Det var en lille forandring, der faktisk havde en stor effekt på mig.

I takt med at jeg begyndte at tage på, smed jeg det tøj ud, som nu var blevet for småt. Jeg skulle ikke have “måske-kan-jeg-passe-dem-en-dag”-bukser og kjoler i skabet. Det kunne trigge – så ud med dem, og ind med nyt tøj.
Og så den største forandring; jeg flyttede til London! Jeg skulle væk fra det sted, hvor jeg havde været “hende den syge”. Jeg skulle ikke gå og kigge på, at mine veninder var ‘meget meget længere’ end mig (på det tidspunkt betyder 1/2års videregående uddannelse meget ?). Jeg skulle ud et sted, hvor jeg kunne redefinere mig, og ikke være hende, der havde haft en spiseforstyrrelse.
Jeg skulle ud og se verden, jeg skulle grine, danse og spise sushi i HydePark.
Så et halvt år blev det til i London, inden jeg kom hjem igen. Derefter valgte jeg så at rejse til Australien, og jeg kom først i gang med min uddannelse 2 1/2år efter jeg havde fået min hue. Pludselig betød 1/2år ikke så meget 😉

 

Min pointe er; nogle gange kan en konkret forandring gøre en forskel i ens process ud af en spiseforstyrrelse. Man behøver ikke at rejse til et andet land, eller renovere hele sin lejlighed.
Men måske skal man kigge på, hvor man har været, og ens omgivelser. Hvis man har arbejdet det samme sted i 5 år, så kan det måske være, at man skal skifte job? Starte på en frisk.
Måske skal man klippe sig korthåret, hvis man længe har gået med tanken, men aldrig turde tage skridtet.
Måske skal man få den piercing, man egentlig synes er ret fed, men måske er en tand for hip til en selv, i andres øjne.

Skab forandring! Gør noget godt for dig selv! Markér, at du nu er nået til et nyt sted i dit liv – og gør det med ret ryg og oprejst pande!!

1.384 Comments