Som (nu tidligere) spiseforstyrret søster har jeg langt fra altid opført mig på en måde, der har givet mening. Jeg kan ikke blankt tillægge al min opførsel min spiseforstyrrelse – noget af det har uden tvivl været almindelig teenageopførelse, andet nok bare min personlighed 😉
Men når spiseforstyrrelsen rasede, så kunne den også have en indflydelse på hvordan jeg var over for mine søskende.
Som ikke-spiseforstyrret søster/bror er der måske svært at vide, hvad man skal gøre, og hvorfor ens søster/bror gør som hun/han gør.
Derfor har jeg skrevet et brev til mine søskende, hvor jeg fortæller, hvad der var rart, og hvilke ting, jeg gjorde, som var tricket af min spiseforstyrrelse.
Continue Reading
