Spiseforstyrrelse

Kære søskende!

Som (nu tidligere) spiseforstyrret søster har jeg langt fra altid opført mig på en måde, der har givet mening. Jeg kan ikke blankt tillægge al min opførsel min spiseforstyrrelse – noget af det har uden tvivl været almindelig teenageopførelse, andet nok bare min personlighed 😉

Men når spiseforstyrrelsen rasede, så kunne den også have en indflydelse på hvordan jeg var over for mine søskende.
Som ikke-spiseforstyrret søster/bror er der måske svært at vide, hvad man skal gøre, og hvorfor ens søster/bror gør som hun/han gør.

Derfor har jeg skrevet et brev til mine søskende, hvor jeg fortæller, hvad der var rart, og hvilke ting, jeg gjorde, som var tricket af min spiseforstyrrelse.
Måske kan du som bror/søster genkende noget, måske kan du bruge nogle af tingene som råd – og som spiseforstyrret kan du måske bruge brevet som inspiration, og udfordre dig selv til at tale med dine søskende om, hvad der er rigtigt/godt for DIG.

” Kære søskende!
Tak fordi I var der på hver jeres måde, dengang jeg var syg.

Kære Storebror! Tak for at sætte dig ind i hvad jeg gik igennem – selvom jeg godt ved, at du nok ikke forstår præcis hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Tak for altid at lytte, og stille spørgsmål. Tak for at trøste, og komme med konstruktive råd.
Tak for at tage mig med på ferie, selvom jeg var syg. Dét gjorde, at jeg følte mig mere normal, og fik et pusterum, da tingene var værst.
Tak for at jeg aldrig skulle føle, at du var flov over at jeg var syg!kenneth-katja

Kære Storesøster!
Tak for at have gjort mig til Gudmor til din datter! Hun blev mit holdepunkt, og hende, jeg tænkte på, når jeg virkelig skulle kæmpe nogle slag!
Tak for de gange jeg sov hjemme hos jer, og vi spiste aftensmad, uden at skulle gøre det til et kæmpe issue, hvad jeg ville spise, men i stedet handlede sammen.
Nogle gange kunne jeg råbe og skrige af dig, og være på grænsen til ond – jeg ønskede bare mest af alt at være glad ligesom dig, og da jeg ikke kunne være det, så var det nemmere at råbe end at tale om det.

Kære Lillesøster 1!
Først og fremmest!! TAK for at du opdagede mig den januar aften på toilettet, i fuld gang med at kaste op. Du var stærkt som jeg ved ikke hvad, og startede ikke et kæmpe skænderi, men konstaterede blot, at hvis jeg ikke selv fortalte det til Mor og Far, så ville du. Jeg tror, det er det vigtigste, du nogensinde har gjort for mig, og jeg er både stolt over dig, og fyldt med taknemmelighed.

At du opdagede mig, og ‘tvang’ mig til at afsløre min hemmelighed og mit redskab til at komme igennem dagen, affødte nok også en del vrede i mit spiseforstyrrede jeg. Tit vrissede jeg af dig. Og de gange du helt uskyldigt har spurt, om jeg skulle have mere at spise, har jeg sendt dig meget onde øjne, og været rasende på dig. Det er jeg ked af – for det var jo ikke dig som så, jeg var vred på, jeg kunne bare ikke overskue at tale om mad, når jeg havde siddet og kæmpet mig igennem en kolonorm portion, bestående af halvanden kartoffel og lidt salat. Jeg havde bare brug for ro, så jeg kunne sidde og kæmpe mod trangen til at kaste op.

kia-katja
Kære Lillesøster 2!
Du er nok den, jeg snakkede mindst om min spiseforstyrrelse med. Alligevel formåede du at støtte mig på en måde, der var fantastisk!
Du lod mig sove i din seng, når verden blev for meget, og du tog med mig på aften-indkøbsture lige efter aftensmaden, så jeg ikke kunne nå at kaste op. Og så lod du mig være din storesøster i den forstand, at selvom du passede på mig, så var der også situationer, hvor jeg passede på dig, og du lod mig hjælpe med dine skoleopgaver. Det gjorde, at jeg stadig kunne opretholde min “værdighed” og være andet end hende den syge, der skulle passes på. Tak!
I hjalp mig, og talte med mig om min spiseforstyrrelse på hver sin måde. Og kombinationen af jeres måder var et af mine våben i min kamp.
Tak ”

 

 

 

kiki-kaja-katja

Jeg håber, at Iigennem brevet kan finde inspiration til hvordan I skal være sammen med en spiseforstyrret søskende – men mit vigtigste råd er nok, at selvom sygdommen er slem, så er det vigtig altid at se personen først, og så sygdommen bagefter.
Meget firkantet eksempel:
Hvis man altid har haft en fast tradition om at spise pandekager sammen hver søndag, så skal man ikke stoppe med det, fordi ens bror/søster måske bliver ked af det/synes det er svært.
Sig i stedet “Jeg sætter pris på den tradition, og samværet med dig. Hvad kan jeg gøre for at situationen er mere udholdelig for dig? Skal vi bage pandekagerne på en anden måde, eller er der en specielt slags syltetøj, du bedre kan spise?”
(Måske et meget barnligt eksempel, men jeg håber, I forstår, ellers så smid lige en kommentar om at jeg skal komme med et bedre eksempel!)

En anden ting er, at man (jeg??) som spiseforstyrret kan komme til at sige rigtig mange hårde ting/tænde af uden varsel. Og man skal selvfølgelig ikke finde sig i alt som søskende, men prøv, når konflikten er kølet af, at høre, hvad der lå til grund for det. Nogle gange kan det faktisk være rigtig rart at få sat ord på, hvad der gik galt, og måske kan man tage noget med sig til næste gang..

 

Hvis du er “på den anden side” – så kan du sætte dig og skrive et brev til dine søskende, din mor, din far, veninde eller lærer, som gjorde en forskel.. Jeg tror, det er rart for dem at vide, at de faktisk gjorde noget rigtigt, engang imellem.

Er det for svært – så kan du også bare sende dem en kærlig tanke! Dét sætter i hvert fald også kærlighed ud i verden – og sætter gang i noget positivt hos dig!

Kærligst,

Katja

6.049 Comments
Previous Post
16. maj 2017
Next Post
16. maj 2017

6.049 Comments