Hverdagstanker

Fuldstændig gennemsyret lykkelig – i fragmenter.



For en del år siden kan jeg huske, at jeg tænkte; hvor vil jeg bare gerne være lykkelig! 

Jeg troede, at når man blev det modsatte af at være ked af det, nedtrykt, ulykkelig, så kom man i en tilstand af lykkerus – konstant! Sådan helt Snehvide-agtigt, hvor dådyrerne klarer opvasken, og pippende fugle lægger dynen over en om aftenen. ( Kommer jeg til at føle, at jeg oplever det sådan helt konkret, så er jeg godt klar over, at jeg skal søge læge 😉 )

Der er bare én lille ting; lykke er ikke konstant! Sørens også! Der troede jeg lige, at jeg en dag ville nå frem til at være konstant lykkelig. #Snydt !

Men der giver god mening – hvor hvis man konstant gik rundt i en lykkerus, så ville de lykkelige tidspunkter ikke skille sig ud. Og ville man så egentlig overhoved opdage, at man var lykkelig?

( Her ville jeg så sætte et citat ind, om at man er nødt til at være ikke-lykkelig, for at kunne føle lykken. Jeg var sikker på, at det fandtes. En længere Google-søgning hjalp ikke. Jeg fandt dog et citat fra Passengers Let Her Go, som tilnærmelsesvis beskriver, hvad det er, jeg mener… )

Only know you’ve been high when you’re feeling low 

Det er jo ret simpelt! Ingen lykkelighed, uden noglegange at føle sig ikke-lykkelig. Ikke nødvendigvis ulykkelig, men “bare” glad, eller måske sådan helt gennemsnitslig leverpostejsgråligt tilfreds.

Det havde jeg godt nok ikke indset der for et par mange år siden, da jeg ikke kunne forstå, hvorfor jeg ikke rendte rundt i den der Snehvide-lykkerus.

Her i weekenden har jeg læst Hella Joofs Papmachéreglen. Hun fortæller ret hurtigt om Glimmer-reglen. Om at hver gang man oplever noget godt, så skal man drysse det til med glimmer, sige TAK, og sætte det op på ens (indvendige, mentale – jeg bor på 1. sal i Nordvest) kaminhylde. Fordi man skal huske at sætte pris på det. På alle de gode ting.

Og når man nu ikke har den der kaminhylde, fordi man bor i en lejlighed, og ikke vil “nøjes” med at sætte de lykkelige, tilglimmerede øjeblikke på ens mentale kaminhylde, men gerne vil dele dem med andre, fordi de er så fantastiske, så er det jo lidt heldig, at man har en blog 😉

 

Så her kommer mine første 3 Glimmer-på og TAK for det dejlige, fuldstændige gennemsyrede, fragmenterede, lykkelige øjeblikke, som jeg vil dele med jer:

 

 

Jeg går på vejen ned mod ishuset nær mine forældres sommerhus, sammen med min familie. Foran mig går det her lille menneske, hvor jeg faktisk ikke tror, at jeg ville kunne finde på noget, jeg ikke ville gøre, for at gøre hende glad. Da jeg så hende første gang, oplevede jeg lykke, som aldrig før. Det her lille bitte menneske, der lå i mine arme, var smukt som intet andet i verden – til trods for at hun var helt rynket, og lignede alle andre babyer. Eller, det gjorde hun jo ikke, for hun var lige den tand smukkere end alle andres babyer! Mit Gudbarn. Amy.

Men tilbage på vejen ved sommerhuset. Da vi er nået halvvejs ned mod ishuset, er der pludselig nogen, der ikke rigtig kan gå mere, fordi der er blevet taget lidt for meget oppakning med på gåturen. Lang historie kort – hun kommer op på min ryg, og jeg bærer hende det sidste stykke ned til ishuset. Mens hun sidder der på min ryg, og bestemt ikke længere vejer det samme som den lille baby jeg hold for 8½ år siden, siger hun; “Jeg elsker dig Moster Gudmor!”. Det kan hun være god til, når hun gerne vil opnå noget, som børn jo nogle gange gerne vil. Men lige der. På vejen i Vig. Det kunne jeg mærke, at det ikke var fordi hun ville opnå noget – hun var jo allerede kommet op på ryggen. Det var ren børnkærlighed. Og jeg følte ægte, gennemsyret lykke.

 

Jeg står på hvad der efterhånden må være 10. time til Tinderbox. Det har støvregnet on/off hele dagen. Det har været lidt koldt. Jeg har (surprise!) ikke fået helt nok tøj med, i og med, at der er tale om en udendørsfestival, og man derfor ikke har mulighed for at komme ind et sted og lige få varmen, så er det faktisk ret dumt! Jeg kører på den 3. form for frisure, da støvregnen klasker mit hår sammen, og jeg har (uden meget held) forsøgt at gøre mig bare en smule anstændig.

Jeg har  danset til Thomas Helmigs musik, sunget med på Tina Dickows sange, og nu står jeg på 10. time, og skal se Kings of Leon. Bandet, som jeg er kæmpe fan af, og som jeg længe har ønsket mig at se live. Selvom jeg fik en million kroner, ville jeg ikke kunne nævne deres navne. Men deres musik minder mig om min tid i London, og dermed om at tage chancer, om at leve i nuet og om alle dem, jeg mødte på min vej i London. Når jeg hører deres musik, kan jeg i korte øjeblikke igen være 20 år gammel, være på vej på pub med alle mine venner, og have udset, hvem jeg håber, vil holde mig i hånden, når vi skal tilbage til vores hostel, når sidste pint er drukket, og alle følges hjem i flok.

7 år senere står jeg i en skov i Odense. Første nummer er Use Somebody. Folk begynder er synge med, og danser rundt. Det støvregner igen, men det er ligegyldigt. Her står jeg. I en skov i Odense, sammen med 2 af de mennesker, jeg mødte i London. Mine venner. Dem, jeg fortæller alt. Jeg føler mig heldig, og sammen med den følelse, der popper lykken op. Hold kæft, jeg er lykkelig!

Vi går på vejen på Rue Montorgueil i Paris. Stedet har vi fået anbefalet af nogle lokale franskmænd, da vi i går var ude og drikke drinks. Vi endte med at tage i byen, vi kom vist til at bruge lidt for mange penge, og vi kom lidt for sent hjem. Nu går vi så på gaden, og jeg er drøn sulten. Vi er næsten lige gået fra resturanten, hvor jeg havde bestilt en burger med pomfritter. Og en cola, selvfølgelig. Pomfritterne var nærmest rå inden i, og bøffen i burgeren var oksetatar. Jeg kunne simpelthen ikke spise det. Så nu går jeg med en rumlende mave, er halvsvimmel, og muligvis også på nippet til at være lidt dehydreret, her i 35 graders varme.

Turen til Paris blev bestilt om onsdagen. Chris kom hjem til mig, og efter at have hørt på mine frustrationer, holdt mig i hånden, givet mig kram, og grint med mig, bookede vi billetter og hotel. Vi rejste afsted fredag.

Vi går lidt i stilhed. Pludselig kigger hun på mig, med et blik, der er lavet af ren kærlighed. Lykkefølelsen rammer mig. Så giver hun mig et kram – sådan et, som bliver givet med den ene arm, mens man stadig er i gang med at gå. Gennemsyret lykke rammer mig. Jeg takker tilfældighedernes spil for, at hun kom ind i mit liv for 7 år siden. Tænk engang. Lige dér, midt på en gade, som 3 fremmede franskmænd dagen før anbefalede os, er jeg er mere lykkelig, end jeg har været længe.

chris-og-mig

Og her sider jeg så nu – i fuld gang med mental glimmerdåse, hvor jeg med kærlig hånd drysser det ud over disse øjeblikke. Og når jeg om et par dage har et øjeblik, hvor tingene end ikke føles leverpostejsgråligt okay, så kan jeg finde disse øjeblikke frem. Og kigge på dem, og tænke, at jeg er heldig, at jeg har dem – og vide, at flere lykkelige stunder er i vente, stunder, hvor støvregn, ondt i ryggen af at bære, og en rumlende mave er ligegyldige, for jeg vil føle min fuldkommen gennemsyret lykkelig.

 

 

 

( Skulle du have lyst til at dele et glimmer-lykke-øjeblik, og sætte den på denne digitale kaminhylde, så er du mere end velkommen i kommentarfeltet <3 )

1.083 Comments
Previous Post
18. juli 2017
Next Post
18. juli 2017

1.083 Comments