Archives

Spiseforstyrrelse Uncategorized

At leve i stedet for at overleve

Ja, det lyder da nemt, gør det ikke? Altså – vi lever vel alle, gør vi ikke? Eller hvad….

Jeg har været på denne jord i 26 år. Men i 3 af dem levede jeg ikke – der overlevede jeg. Stort det hver dag var en kamp, når jeg vågnede. Jeg skulle overleve dagen, udtænke strategier for, hvordan jeg kunne nå at tabe mig i dag, hvordan jeg kunne lyve overfor mine venner og familie, og hvordan jeg skulle formå at kaste op, hvis jeg var nødt til at spise noget, fordi der var andre, der så det.

 

Det var en kamp, en hverdag, hvor jeg skulle kæmpe for at overleve. Der var selvfølgelig stunder, hvor jeg festede med mine veninder, var lykkelig på facaden, stod med et glas i den ene hånd ude på dansegulvet, mens jeg dansede alt hvad jeg kunne til sommerens rytmer, og vi skulle feste hele natten. Imens kørte tankerne rundt i hoved på mig; hvor meget har jeg drukket? Tager jeg på af det? Kan jeg nå ud og kaste op, inden vi skal op i baren igen? Turen gik på toilettet, opkastning lydløst, mens jeg holdt fast i den lange halskæde, så der ikke kom bræk på den. “Er du snart færdig?” lød mine veninders stemmer ude fra den anden side af døren. “Lige om 30 sek.” svarede jeg, kastede det sidste op, tørrede mine vandfyldte øjne, og trak ud. Ud videre på dansegulvet, og feste med de andre.

En studietur, hvor vi gik rundt i Roms gader, nød solen, og friheden. Vi var unge, lønnen var gået ind, og vi skulle bare leve lige nu og her. En is det ene sted, frokost på MacD, øl, når vi kom hjem og skulle gøre os klar til byen. Mine tanker slog mig konstant i hoved; “Kan jeg sige, jeg er mæt?” “Hvordan får jeg sprunget morgenmaden over?” “Kan jeg nå at gå på toilettet 2 gange, mens vi er på denne her restaurant? Så kan jeg både nå at kaste isen op, og det samme, når vi har spist frokosten..”. Toilettet trak dårligt ud, og vi boede 4 piger på samme værelse. Det var sgu hårdt. 5 dage i konstant beredskab, for ikke at blive opdaget, og for at holde mig til min overlevesesstrategi; restriktiv bulimi.

 

Det er sgu ikke at leve – det er ikke et liv! Det er overlevelse fra dag til dag. Det er at planlægge alle kampene for dagen, og mest at alt glæde sig til at klokken bliver så meget, og man kan gå i seng igen – blot for at vågne op om morgenen, og med det samme finde ens hofte med hånden, for at mærke, hvor meget den stikker ud, for det er pejlemærket for, hvor god dagen bliver.

 

Da jeg slap spiseforstyrrelsen, holdt jeg langsomt op med at overleve, og i stedet startede jeg med at leve. Det var ikke en dag-til-dag ting, men en process, hvor jeg lærte mig selv at kende. Lærte mine lyster, mine behov og mine drømme at kende. Det ville være løgn, hvis jeg sagde, at jeg lige siden havde levet livet til fulde. Jeg er da også faldet i “overlevelsen” igen, det er dét, der sker. Ikke på en spiseforstyrret måde, men på en måde, hvor jeg ikke lever, men overlever dagene, fordi de er fyldt med stress, lange dage, og en proppet kalender. Så kræver det lige lidt planlægning og et skub til mig selv, så jeg igen kan leve.

For mig, der er dét at leve, at jeg gør de ting, JEG har lyst og brug for. At jeg gør hvad jeg kan, for at opfylde mine drømme. At jeg vågner op om morgenen, og er glad. Samtidig handler det også om, at jeg erkender, når jeg har det hårdt. Når tingene crasher, og jeg egentlig mest har lyst til at gemme mig under dynen – så råber jeg højt. Jeg er i de seneste år blevet meget ærlig, når mine venner spørger mig “hvordan går det?”. Så siger jeg sgu, at tingene er lidt træls, hvis det er sådan, landet ligger.

I dag, der lever jeg, når jeg spiser pandekager til morgenmad. Jeg lever, når jeg går tur på Nørrebro, mens jeg hører Thomas Helmig i mine høretelefoner. Jeg lever, når jeg kysser og krammer min niece og nevø. Jeg lever, når min veninde ligger på min sofa, og vi ikke har talt til hinanden i en time, men bare nyder stilheden og teen i kopperne. Jeg lever, når sætter mig ind i et fly, og rejser ud i verden. Jeg lever, når jeg cykler hjem fra byen kl 6 om morgen, efter at have festet hele natten, og lige skal have et stop på 7/eleven. Jeg lever, når jeg står op kl. halv 6 om morgenen, fordi jeg skal på arbejde. Og det gør jeg, fordi det er et liv, JEG vælger, det er der, mine lyster, mine behov og mine drømme kommer til udtryk. Og jeg kan leve i dag, fordi jeg har sluppet overlevelsen. Kampene er væk, tankemyldret om vægt og mad og “er jeg god nok?” er borte. Livet er kort – og resten af mit skal leves.  Kom og vær’ med!

 

Kh, Katja

(PS. Billedet øverst er fra en søndag, hvor jeg ikke var særlig køn, men hvor jeg virkelig levede! Jeg lavede intet hele dagen, gik ikke i bad, men skiftedes til at tage lur på sofaen og se dårligt netflix – lige, hvad jeg havde lyst til! 😉 )

3.547 Comments